Slidgigt i tommelens rodled er relativt hyppig, især hos kvinder. Risikoen stiger med stigende alder ligesom andre faktorer kan være medvirkende årsager, herunder tidligere skade mod rodleddet, aktivitet der overbelaster rodleddet (f.eks. arbejdsbelastninger) og generel ledsygdom (f.eks. ledegigt), Symptomerne ved rodledsartrose er smerter, fortykkelse og ømhed ved tommelens rod samt nedsat kraft og bevægelighed af tommelfingeren.
I de tidlige stadier af slidgigt i tommelfingeren er det vigtigste at søge at skåne hånden i det daglige, ved at undgå eller begrænse aktivitet der medfører smerter, f.eks. ved at anvende husholdningsredskaber med tykkere håndgreb, undgå at vride karklude, anvende skuldertaske i stedet for håndtaske osv.. Man kan også anskaffe sig en skinne, der holder tommelen stille så smerter derved mindskes. Smertestillende medicin kan anvendes i perioder. Indsprøjtning af binyrebarkhormon (”blokade”) i rodleddet kan hjælpe i en periode, men symptomerne kommer normalt altid igen.
Hvis ovennævnte behandling af slidgigten ikke virker og smerterne er udtalte eller hæmmende kan man få foretaget en operation.
På Gildhøj Privathospital anvender vi næsten altid en operation der kaldes Weilbys operation også kalder Weilby plastik. Ved denne fjernes den lille håndrodsknogle hvorpå tommelen hviler. Dermed fjerner man det slidgigtsramte område, så smerterne dermed kan forsvinde. For at støtte tommelen anvendes en del af en sene på underarmen, der dels fylder defekten ud og dels anvendes til at stabilisere tommelen. Operationen udføres gennem tre mindre snit, et ved rodleddet på tre cm og to til tre på underarmen, hver på en cm. Operationen foregår i en bedøvelse af hele armen, dvs. du er vågen under operationen men får en indsprøjtning så du kan slappe af. Efter operationen af tommelfingeren ligger du på vores sengeafdeling nogle timer indtil du har det godt og har få eller ingen smerter.
Man kan kun operere en hånd ad gangen. Hvis du har behov for operation af begge tommelfingre anbefaler vi at der går mindst ½ år mellem de to slidgigt-operationer.