Behandling af slidgigt

Peter Angermann

Der findes i dag ingen helbredende terapi mod slidgigt, hvorfor behandlingen har det mål at reducere eller ophæve symptomerne samt at bremse udviklingen af sygdommen. Behandling af slidgigt kan omfatte ændringer i livsstil, fysisk behandling herunder træning, hjælpemidler, medikamentel behandling og kirurgisk behandling. Diætbehandling af slidgigt har ikke haft påviselig effekt i videnskabelige undersøgelser.

Ændringer i livsstil
Ved slidgigt er det vigtigt at nedsætte belastningen af det pågældende led. Når det drejer sig om de vægtbærende led, knæ- og hofteled, kan belastningen nedsættes ved undgå at stå op eller sidde i samme stilling længere tid ad gangen, samt at undgå at ligge på knæ eller sidde i hug. Det vigtigste middel til at reducere ledbelastningen er imidlertid at bekæmpe overvægt, som er en risikofaktor for udvikling af slidgigt i både knæ og hofter. Eksempelvis udvikler 40% af overvægtige kvinder slidgigt i knæ mod 12% af ikke-overvægtige kvinder. Det har endvidere vist sig, at et vægttab på blot 5 kg kan reducere risikoen for udvikling af symptomgivende slidgigt i knæene med 50%. Også patienter, der allerede har udviklet slidgigt i vægtbærende led vil kunne mindske symptomerne efter vægttab.

Undervisning af patienter med slidgigt og ledegigt har vist sig at have effekt på både smerter og funktionsniveau og kan samtidig mindske behovet for lægelig og fysioterapeutisk behandling. Emnerne for undervisningen kan være sygdomslære, ledbeskyttelse, planlægning af individuelle trænings- og afspændingsprogrammer og principperne for medikamentel behandling. Noget så enkelt som en telefonsamtale med diskussion af symptomer og almen rådgivning mellem behandler og patient har vist sig af have en ikke ubetydelig effekt på patienternes symptomer ved slidgigt. Eksempelvis er der i en undersøgelse fundet et forbedret funktionsniveau hos patienter, der blev kontaktet telefonisk en gang om måneden i forhold til en kontrolgruppe.

Fysisk behandling
Eksempler på fysisk behandling er termoterapi, transkutan elektrisk stimulation (TNS), ultralyd, laser og akupunktur, men træning er dog den væsentligste fysiske behandling. Fysisk behandling retter sig mod grundlidelsen, men også mod følgetilstande, f.eks. muskelsmerter og senelidelser. Fysisk behandling er mindst lige så væsentlig som medikamentel behandling, både til begrænsning af symptomerne og som forebyggelse mod forværring af lidelsen.

En god muskelfunktionen er af stor betydning for beskyttelse af leddene ved bevægelse og træning kan bidrage til såvel forebyggelse som behandling af slidgigt.
Patienter med slidgigt har ofte en nedsat muskelstyrke omkring det angrebne led, hvilket både kan medføre flere symptomer på grund af nedsat kontrol af leddet, men også en uhensigtsmæssig belastning og dermed en mulighed for forværring af sygdommen. For eksempel kan gang være præget af dårlig koordination når hælen sættes i underlaget, så der sker en forøget spidsbelastning af brusken i knæ eller hofter.

Motion og træning er godt for helbredet - man opnår en bedre kondition, øget muskelstyrke og udholdenhed samt bedre mulighed for vægttab. Mennesker, som træner regelmæssigt er sundere og lever længere. Personer med slidgigt er ofte i dårlig kondition både m.h.t. bevægeapparat og hjerte-kredsløb på grund af inaktivitet.
Når træning af slidgigt indledes er det vigtigt, at der ikke er hævelse eller andre tegn på aktuel inflammation i det angrebne led. Ved planlægning af træningen skal der fokuseres på defekterne, hvor de vigtigste er smerter, muskelsvaghed og nedsat bevægelighed. Målet for træningen er at reducere de pågældende defekter, men også at forebygge forværring i sygdommen og bedre den generelle kondition. Træningen skal planlægges med megen bevægelse og lav belastning så smerter eller andre tegn på ledirritation undgås. Ofte er det i starten nødvendigt at få lagt et induviduelt træningsprogram hos en fysioterapeut eller anden kvalificeret behandler og så senere i forløbet overgå til selvtræning, for eksempel med cykling, gåture, svømning, vandgymnastik, aerobic eller styrketræning.

En populær træningsform, også blandt slidgigtspatienter, er stavgang (Nordic Walking). Dette er bestemt ikke uden grund, idet man ved stavgang sammenlignet med almindelig gang anvender 20% mere muskelkraft, ligesom pulsen er 5-10% højere og forbrændingen op til 40% større. Stavgang er således godt for hjertet og musklerne og godt til at holde vægten nede. Samtidig er stavgang god og skånsom for leddene, hvor især patienter med slidgigt i hofter og knæ samt rygpatienter kan have stort udbytte af denne sport. Stavgang er ukompliceret og let at lære og kan dyrkes både individuelt og sammen med andre.

Da træning, som anført kan begrænse udviklingen af slidgigt er det naturligvis vigtigt at starte behandling tidligt i forløbet, men selv patienter med fremskreden slidgigt kan have stor effekt af træning.

Hjælpemidler
Ved slidgigt i hofte eller knæ kan en stok i den modsatte arm bedre balancen og reducere belastningen af leddet og dermed mindske smerterne. Det er målt, at anvendelse af en stok kan reducere belastningen i benet med 11-17%.

Bandager
Bandager kan nedsætte bevægeligheden af smertende led og støtte ustabile led. Som eksempel har mange patienter med slidgigt i tommelens rodled god gavn af en bandage, som holder leddet stift under arbejde med hånden. Fodtøj med god stødabsorption eller stødabsorberende indlæg kan nedsætte belastningen i knæ og hofteled væsentligt. Endvidere kan specialindlæg fremstillet i siliconegummi eller plastmateriale flytte belastningen i knæene fra inderside til yderside og kan anvendes med succes ved tidlig eller moderat slidgigt i knæene. Andre eksempler på hjælpemidler til patienter med slidgigt er toiletforhøjer, tang til påtagning af strømper og bukser og vægbeslag på toilettet.

Medikamentel behandling
Målet for den traditionelle medikamentelle behandling med smertestillende eller anti-inflammatoriske ("gigtpiller") medikamenter er at reducere eller fjerne symptomerne. Der kan være situationer, hvor dette kan have en vis indvirkning på forløbet af slidgigt, men disse medikamenter har ingen bremsende effekt på forløbet af slidgigt og visse antiinflammatoriske præparater samt kortikosteroider (binyrebarkhormoner) er mistænkt for at kunne øge brusknedbrydningen og dermed progressionen af slidgigt. Dertil kommer at en medikamentel nedsættelse af smerteoplevelsen kan resultere i overbelastning af det syge led og dermed en progression (forværring) af slidgigten. Man har i de senere år arbejdet intensivt på at udvikle medikamenter, som ikke blot dæmper symptomerne, men som har en gunstig indvirkning på forløbet af slidgigt ved at reducere nedslidningen af det afficerede led. Disse, foreløbigt hypotetiske, medikamenter benævnes strukturmodificerende medikamenter i modsætning til de traditionelle symptommodificerende medikamenter så som smertestillende midler eller "gigtpiller".

Paracetamol
Paracetamol er et svagt virkende smertestillende middel, som er billigt og har få bivirkninger. Paracetamol anbefales som førstevalg ved medikamentel behandling af patienter med smertende slidgigt.

Den smertestillende effekt skyldes en virkning på centralnervesystemet. Paracetamol virker endvidere feberstillende, men har ingen antiinflammatorisk virkning. I blindforsøg er den smertestillende effekt af paracetamol på linie med effekten af de antiinflammatoriske medikamenter ved behandling af patienter med slidgigt. De toksiske effekter af paracetamol er skade på lever eller nyrer. Leverskade kan ses ved behandling i store doser eller ved behandling af patienter med kronisk alkoholisme. Nyreskade forekommer meget sjældent ved normale doser, men er beskrevet ved behandling med forhøjede doser i længere tid eller ved behandling af patienter med kronisk alkoholisme. I laboratorie- og dyreforsøg har paracetamol vist sig at kunne forårsage en nedsat syntese af en af de vigtigste bestanddele i brusk, nemlig proteoglycan, men betydningen af dette i praksis er ikke kendt.

Stærkt virkende smertestillende midler
Omfatter morfinlignende medikamenter, som kun anvendes ved behandling af slidgigt med udtalte smerter og på grund af bivirkningerne kun i en kortere periode.
Morfinlignende stoffer har en lang række bivirkninger, herunder kvalme, opkastninger, forstoppelse, døsighed, svimmelhed og udvikling af afhængighed.

Acetylsalicylsyre
Acetylsalicylsyre har været anvendt siden oldtiden, hvor stoffet anvendtes i form af udtræk fra pilebark til behandling af feber og smerter. Acetylsalicylsyre tilhører gruppen af antiinflammatoriske medikamenter ("gigtpiller"), både med hensyn til virkning og bivirkninger.

Acetylsalicylsyre har dels en mild smertestillende effekt, som skyldes en påvirkning af centralnervesystemet og dels en inflammationsdæmpende effekt, som skyldes en uspecifik hæmning de enzymer, der styrer syntesen af det inflammationsfremmende prostaglandin. Endelig virker acetylsalicylsyre feberstillende, ligesom de øvrige antiinflammatoriske medikamenter.

Den væsentligste bivirkning er udvikling af mavesår og andre lidelser i mave- tarmkanalen, som beskrevet i afsnittet om antiinflammatoriske medikamenter. Behandling med acetylsalicylsyre medfører endvidere en irreversibel hæmning af blodpladernes evne til sammenklistring ved døgndoser på mere end 50 mg. Dette udnyttes til blodfortyndende behandling af patienter med hjertesygdomme, men kan også forårsage en øget blødningstendens for eksempel ved operation. Acetylsalicylsyre har ingen skadelig virkning på nyrerne. I laboratorie- og dyreforsøg har det vist sig, at acetylsalicylsyre hæmmer de enzymer i bruskcellerne, som styrer syntesen af proteoglycan. Acetylsalicylsyre kan imidlertid ikke trænge ind i normal brusk og den enzymhæmmende effekt har derfor ingen betydning for normale led. Ved langtidsbehandling af patienter med slidgigt eller langvarig immobilisering, for eksempel ved knoglebrud eller lignende, kan behandling med acetylsalicylsyre medføre forøget bruskdegeneration.

Antiinflammatoriske medikamenter
Antiinflammatoriske medikamenter udgør en af de største gruppe af lægemidler i verden, således får 40% af alle personer i USA ældre end 65 år ordineret et antiinflammatorisk medikament mindst en gang årligt. I Danmark sælges 300.000 dagsdoser om dagen, hvor acetylsalicylsyre dog udgør knap halvdelen.
Antiinflammatorisk medicin blev oprindelig udviklet til behandling af ledegigt og andre inflammatoriske ledlidelser, men har dog fundet udbredt anvendelse ved behandling af slidgigt og kan samtidig med den smertestillende effekt bekæmpe den skadelige inflammation i leddet.

Antiinflammatoriske medikamenter virker smertestillende via en påvirkning af centralnervesystemet samt antiinflammatorisk via en hæmning af de enzymer, der styrer syntesen af det inflammationsfremmende prostaglandin. Endelig virker disse medikamenter, ligesom acetylsalicylsyre, feberstillende. Den smertestillende effekt af antiinflammatoriske medikamenter er på linie med paracetamol, som har færre bivirkninger og er billigere. Derfor anbefales antiinflammatoriske medikamenter kun til behandling ved slidgigt hvis der ikke er tilstrækkelig effekt af paracetamol eller hvis der er betydende ledinflammation.

Der forhandles mange forskellige antiinflammatoriske medikamenter, som dog har nogenlunde samme effekt vedrørende både smerter og inflammation. Der er dog en væsentlig forskel medikamenterne imellem med hensyn til bivirkninger, hvor medikamenterne kan inddeles i to grupper, nemlig de uspecifikke og de specifikke enzymhæmmere.

De uspecifikke hæmmere var de første på markedet og er de antiinflammatoriske medikamenter, som har de fleste bivirkninger, primært fra mave-tarmkanalen. Således forekommer maveirritation hos 10-20% af patienter i behandling med uspecifikke antiinflammatoriske medikamenter. Alvorligere er sårdannelse i mavesæk eller tolvfingertarm, som ofte opstår uden forudgående symptomer og som kan medføre livstruende blødning eller perforation. Farligt mavesår optræder med en hyppighed på 1-2% per behandlingsår, hvor hyppigheden er højest hos ældre mennesker. Andre bivirkninger fra mave-tarmkanalen omfatter inflammationssygdomme i tynd- eller tyktarm, som dog kun forekommer sjældent. Hos patienter i behandling med disse medikamenter forekommer relativt ofte en nedsat nyrefunktion med væskeophobning i kroppen, som igen kan påvirke hjertefunktionen. Egentlig nyresygdom forekommer sjældent, men kan være alvorlig. Påvirkning af leverfunktionen kan ses, men egentlig leversygdom er sjælden, men kan være alvorlig. Behandling med antiinflammatoriske medikamenter medfører at blodpladernes funktion nedsættes i behandlingsperioden med deraf følgende risiko for blødningstendens. Andre bivirkninger omfatter allergiske reaktioner, hovedpine, svimmelhed og humørsvingninger.

De nyere specifikke hæmmere har procentvist væsentligt færre bivirkninger. Dette gælder især bivirkningerne fra mave-tarmkanalen, som er meget sjældne, ligesom der ikke sker betydende påvirkning af blodpladernes funktion. Bivirkninger fra nyrerne forekommer med samme hyppighed og formodentlig i samme grad som ved behandling med de uspecifikke antiinflammatoriske medikamenter.

Der har de senere år været focus på antiinflammatoriske medikamenters mulige alvorlige hjertepåvirkning. Sammenfattende kan det siges at behandling med såvel de uspecifikke som de specifikke enzymhæmmere kan medføre alvorlig og måske dødelig hjertepåvirkning, men at risikoen er størst ved behandling med de specifikke enzymhæmmere. Dette har medført at man generelt anbefaler at anvende antiinflammatoriske medikamenter i så lav dosis og så kortvarig behandling som muligt og kun anvende de specifikke enzymhæmmere med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Antiinflammatoriske medikamenter kan hæmme eller øge effekten af forskellig anden medicin, for eksempel vanddrivende medicin, beta-blokkere og visse midler mod sukkersyge.

Mange antiinflammatoriske medikamenter har i laboratorie- og dyreforsøg udvist en hæmmende effekt på bruskcellernes syntese af de vigtige bruskbestanddele proteoglycan og hyaluronsyre. Denne effekt er mest udtalt i degenereret brusk, som ved slidgigt og minimal i normal brusk. Nogle få antiinflammatoriske medikamenter har udvist en stimulerende effekt på bruskcellernes syntese af proteoglycan. Relevansen af disse fund for behandling af mennesker er uafklaret.

Kortikosteroider
Indsprøjtning af kortikosteroid i det syge led ved behandling af slidgigt og ledegigt har været anvendt siden 1950'erne. Kortikosteroider virker dæmpende på inflammation, blandt andet gennem en hæmning af cellernes prostaglandinproduktion. Som en følge af den antiinflammatoriske effekt sker der en øgning af hyaluronsyrekoncentrationen i ledvæsken og dermed en øgning af ledvæskens viskocitet. Kortikosteroider hæmmer raske bruskcellers syntese af bruskbestanddele, herunder proteoglycan. Andre laboratorie- og dyreforsøg tyder dog på at medikamenterne har en anden effekt på bruskceller fra slidgigtsbrusk og måske ligefrem en beskyttende effekt.

Indsprøjtning af kortikosteroid i et slidgigtsled giver smertelindring og reduktion af ledinflammation hos 50-97% og virkningen varer fra uger til få måneder. Behandlingen anvendes oftest til knæ, men kan anvendes i alle tilgængelige led inklusiv hofteleddet. De bedste resultater opnås ved behandling af led med aktuel inflammation. Lækage af kortikosteroid langs stikkanalen kan forårsage udtynding af hud og underhud i området. Risikoen for infektion efter injektion af kortikosteroid er yderst beskeden. Ved korrekt teknik er risikoen mindre end 0,1 promille per injektion. Kortikosteroider har mange bivirkninger, herunder øget risiko for infektion, påvirkning af hormonbalancen og hæmning af den normale vævsheling. På grund af bivirkningerne er man normalt tilbageholdende med at anvende kortikosteroider i slidgigtbehandlingen, eksempelvis kun at give få injektioner i samme led og med lange intervaller.

Hyaluronsyre
Hyaluronsyre blev isoleret fra øjets glaslegeme i 1934. Hyaluronsyre er et makromolekyle, som er en vigtig bestanddel af bindevæv og som findes i store koncentrationer i ledvæske, hvor det nedsætter friktionen ved bevægelse - ligesom olie - og samtidig er med til at give støddæmpning til leddet. Virkningsmekanismen af hyaluronsyre er primært mekanisk, idet indsprøjtning af hyaluronsyre i et led medfører en nedsat friktion og en øget støddæmpning i leddet, men hyaluronsyre virker tillige dæmpende på inflammation, ligesom stoffet måske har en hæmmende effekt på smertetransmissionen i leddets nerver. Hyaluronsyre som medikament findes i to former: Ikke-modificeret, naturlig hyaluronsyre og modificeret, ekstra højmolekylær hyaluronsyre. Fordelen ved sidstnævnte er at stoffet forbliver i leddet i længere tid og at 3 indsprøjtninger med en uges mellemrum modsvarer effekten af 5 ugentlige indsprøjtninger med ikke-modificeret hyaluronsyre.

Effekten af hyaluronsyrebehandling angives varierende i de forskellige undersøgelser fra ingen effekt til særdeles god effekt. Det er ligeledes usikkert om der er forskel på effekten herunder varigheden af denne, imellem ikke-modificeret og modificeret hyaluronsyre. Ved aktuel inflammation med væskeansamling i leddet er virkningsvarigheden forkortet.

Lokal reaktion fra leddet, så som smerter og hævelse ved injektionsstedet eller ledinflammation forekommer efter 1- 4% af injektionerne. Allergiske hudreaktioner er beskrevet efter injektion af ikke-modificeret hyaluronsyre. Der er ikke angivet andre bivirkninger. Ledinfektion efter injektion er en mulig, alvorlig risiko, men er endnu ikke angivet forekommet.

Glucosamin
Glucosamin er et naturligt forekommende stof, idet det er en vigtig byggesten for alt bindevæv inklusiv brusk. Stoffet findes i kødprodukter, men dannes primært i cellerne ud fra glukose, sulfat og aminosyren glutamin. Ved tilstande, hvor syntesen af nyt stof i bindevævet er høj, som ved slidgigt, er der et øget behov for glukosaminsulfat, men det er ikke afklaret om der kan opstå en egentlig mangeltilstand. Når glucosamin tilføres, for eksempel som tabletter kan det indgå direkte i bindevævscellernes syntese og det er i laboratorie- og dyreforsøg påvist, at et øget tilbud af glucosamin resulterer i en øget syntese af bindevævsbestanddele, for eksempel proteoglycan og hyaluronsyre, i brusk. glucosamin har endvidere en hæmmende effekt på brusknedbrydningen og virker dæmpende på inflammation i led. Glucosamin har muligvis andre positive virkninger udenfor leddene. Der er således beskrevet positiv effekt af glucosaminbehandling på sårheling, kronisk vaskulær hovedpine (migræne) og de inflammatoriske tarmlidelser Crohns sygdom og colitis ulcerosa. Disse virkninger er dog foreløbig ikke fuldt opklaret.

Glucosamin har en særdeles god optagelse fra mave-tarmkanalen, hvor ca. 90% af det tilførte stof optages, væsentligst fra tyndtarmen. Glucosamin passerer nemt alle biologiske membraner og har en god optagelse i brusk, hvor det kan påvises 4 timer efter indtagelse som tabletter. Glucosamin udskilles primært fra nyrerne og endvidere fra lungerne i form af kuldioxid.

Der foreligger en lang række studier over effekten af glucosamin ved behandling af slidgigt hos mennesker, herunder flere dobbeltblind forsøg. De fleste har vist en positiv effekt behandlede på smerter, ledinflammation og ledfunktion ved langtidsbehandling, men der foreligger også studier der ikke har vist effekt af glucosamin. Stoffet er beskrevet anvendt til behandling af tidlig eller moderat slidgigt i forskellige led, primært knæ- og hofteled, men også andre led f.eks. ryggen. Den smertestillende effekt af glucosamin opnås efter 2-4 ugers behandling og er i flere studier på linie med effekten af antiinflammatoriske medikamenter. Det er endvidere i en dobbeltblind undersøgelse påvist, at glucosamin kan forsinke progressionen af slidgigt ved behandling i gennem flere år. Der er rapporteret bivirkninger fra mave-tarmkanalen i form af kvalme og diaré, men ingen alvorlige bivirkninger. Behandling med glucosamin influerer ikke på behandling med anden medicin.

På grund af den manglende giftighed og den lave bivirkningshyppighed forekommer glucosamin velegnet til langtidsbehandling af slidgigt.

Glucosamin kan indtages som tabletter eller pulver. Den anbefalede døgndosis er minimum 1000 milligram, men studier over sammenhængen mellem dosis og effekt mangler.

Chondroitin sulfat
Chondroitinsulfat er en hovedbestanddel af ledbrusken, hvor det giver brusken sin normale elasticitet. Nedsat indhold af chondroitin sulfat, som det er tilfældet ved slidgigt og stigende alder, medfører at brusken bliver "skør" og derfor nemmere udsættes for slitage. Tilførsel af stoffet kan øge bruskens indhold af chondroitinsulfat og virker samtidig hæmmende på både brusknedbrydning og ledinflammation. Chondroitinsulfat har endvidere vist sig at have en beskyttende effekt mod komplikationerne ved åreforkalkning og er blevet anvendt med succes til forebyggelse af blodpropper hos patienter med åreforkalkning i hjertet.

Chondroitinsulfat er et makromolekyle og mindre end 10% optages som intakt stof fra mave-tarmkanalen. Resten optages som nedbrydningsprodukter, der dog fortsat har en væsentlig del af chondroitinsulfatets bruskstimulerende egenskaber.
Virkningen af chondroitinsulfat på mennesker er grundigt undersøgt, også i flere dobbeltblind undersøgelser, som har vist en god effekt på smerter og ledfunktion. Ligesom det gælder for glucosamin, er der den bedste effekt af chondroitinsulfat ved tidlig eller moderat slidgigt. Chondroitinsulfat virker på slidgigt i alle led, men den fulde effekt kan først forventes efter 2-4 ugers behandling. Den smertestillende effekt af chondroitinsulfat er på linie med antiinflammatoriske medikamenter ("gigtpiller").
Chondroitinsulfat fremstilles af brusk, enten fra slagtekvæg eller fra hajbrusk. Ved anvendelse af brusk fra slagtekvæg er der risiko for overførsel af BSE, også kaldet Creutzfeldt-Jakobs sygdom. Der er ikke påvist alvorlige bivirkninger af chondroitinsulfat, men gener fra mave-tarmkanalen kan forekomme.
Især i USA er det blevet populært at anvende en kombination af glucosamin, chondroitinsulfat, mangan og ascorbinsyre (C-vitamin). Mangan er et mineral, som findes i visse fødemidler og endvidere i forskellige vitamintilskud, hvorfor den anbefalede dagsdosis nemt overskrides ved indtagelse af manganholdig glucosamin/ chondroitinsulfat.

Avokado/soja ekstrakt
Avokado/soja ekstrakt har været registreret som lægemiddel i Frankrig igennem flere år til behandling af slidgigt og er nu introduceret i Danmark som kosttilskud.
Avokado/soja ekstrakt fremstilles på basis af avokado- og sojaolie i blandingsforholdet 1:2. Det færdige produkt består af den del af råstoffet, som ikke danner sæbe ved en bestemt kemisk proces. Avokado/soja ekstrakt indeholder flere stoffer, som hver især virker antiinflammatoriske.

Avokado/soja ekstrakt er undersøgt i fire studier med blindforsøg, som har vist at 300 milligram af ekstraktet har en langsomt indsættende effekt på smerter og ledstivhed ved slidgigt, hvorimod der ikke er påvist en bruskbevarende effekt af ekstraktet.
Bivirkninger er sjældne og der er ikke registreret alvorlige bivirkninger eller klart allergiske bivirkninger. Hyppigst forekommer mavegener af forskellig art.
Det vurderes, at avokado/soja ekstrakt med fordel kan anvendes ved let til moderat slidgigt med smerter og at ekstraktet er velegnet til langtidsbehandling. På grund af forskellig virkningsamekanisme kan avokado/soja ekstrakt med fordel anvendes i kombination med andre midler mod slidgigt f.eks. glucosamin eller ingefærekstrakt.

Operation
Kikkertkirurgi
Næsten alle led er i dag tilgængelige for kikkertundersøgelse, som kan give en tidlig og nøjagtig diagnose. Det betyder, at den individuelle rådgivning og behandling bliver mere målrettet. Kikkertkirurgisk behandling af slidgigt udføres primært i knæleddet, som er nemt tilgængeligt, også i lokalbedøvelse. Slidgigt i knæleddet begynder for det meste som sårlignende områder svarende til de mest belastede områder af den indre lårbenskno og området mellem knæskal og lårben. Her flosser brusken op og slides efterhånden ned mod den underliggende knogle og ud i den omgivende brusk. Ved kikkertkirurgisk operation fjernes den degenererede brusk i området og kanterne ud mod den normale brusk glattes. Behandlingen kan kun anvendes ved tidlig eller moderat slidgigt, men kan have god effekt på smerter og funktion af knæet i mange år.

Ledudskiftning
Udskiftning af det slidte led og indsættelse af en ledprotese er en stor operation med risiko for komplikationer både på kort og langt sigt. En sådan operation kommer kun på tale, hvis der er svær slidgigt med udtalte smerter og invaliditet. Hvis komplikationer undgås er der normalt en god og smertefri ledfunktion i mange år, dog kan der være lette gener f.eks. ved trappegang, indkøb og længere gåture ligesom løb og spring skal undgås.

Ledproteser i knæ- og hofteled holder normalt i mange år, således er 20-års "overlevelsen" for indsatte hofteproteser 75-95%.